Øjenlågsoperation

Der er mange forskellige tilstande, som kan ramme øvre og underste øjenlåg samt vævet omkring øjnene. Disse sygdomme kan medføre fejlstillinger, nedsat funktion af øjenlåg, smerter, tåreflåd med videre.
Behandlingen er oftest en operation, som har til formål at genskabe normale forhold.

Sådan foregår operationen

Først får du dryppet operationsøjet med bedøvende dråber.

På operationsstuen ligger du bekvemt i en stol. Øjet og øjenomgivelserne desinficeres, hvorefter du får lagt et sterilt operationsklæde over ansigtet. Operationen foregår i lokalbedøvelse. Du mærker kun et prik og fornemmer let øget fylde fra bedøvelsesmidlet, hvorefter resten af indgrebet er helt smertefrit.

Alt efter operationstype anvendes forskellig tråd. Nogle tråde forsvinder af sig selv, andre skal fjernes efter 7-9 dage. Alt efter indgrebets art varer operationen mellem 15 og 75 minutter. Efter operationen har de fleste det godt og kan tage direkte hjem.

Risiko og komplikationer

Enhver operation indebærer en risiko for komplikationer. Operation på øjenomgivelserne har dog en lav risiko for komplikationer. Risikoen for en alvorlig komplikation er under 1 %. Opstår der en komplikation, eller opnår man ikke den ønskede virkning af behandlingen, kan det medføre, at øjet skal opereres igen på et senere tidspunkt.

Giv besked om blodfortyndende medicin

Tager du blodfortyndende medicin, skal du oplyse om dette ved forundersøgelsen. Vi fortæller dig, hvordan du skal holde pause med medicinen i forhold til operationen.

Køb den ordinerede øjensalve på apoteket

I de fleste tilfælder skal øjet smøres med salve i 7-10 dage efter operationen. Er det tilfældet for dig, sender vi en recept på øjensalve ved operationsdagen til dit lokale apotek.

Undlad make-up

Mød op til operationen med helt rene øjenomgivelser uden make-up.

Efter operationen

Du må ikke selv køre bil hjem fra operationen. Aftal derfor at blive kørt af en pårørende, eller undersøg om du er omfattet af reglerne for bevilling af kørsel. Så snart en eventuel forbinding er fjernet, kan du køre bil, som du plejer.

Inden du tager hjem, oplyser vi dig om, hvor og hvornår operationstråden skal fjernes.

Når du kommer hjem

For at mindske hævelse og misfarvning kan du lægge noget køligt på operationsområdet i cirka 30 minutter, lige når du kommer hjem. Det kan for eksempel være en pose ærter eller en pose knust is i et rent viskestykke.

I starten er det normalt at føle en let murren omkring øjet. Skulle der komme smerter, kan du bruge smertestillende håndkøbstabletter, fx 2 tabletter Paracetamol (Panodil, Pinex).

Operationsområdet kan være misfarvet og hævet i op til 2 uger efter operationen.

Undgå at gnide i det opererede øje og lev ellers, som du plejer. Arbejder du i et ekstremt miljø eller har du fysisk belastende fritidsaktiviteter, så spørg os om forholdsregler.

Helingsprocessen tager tid, og der kan gå op til et par måneder, inden det endelige resultat kan vurderes.

Stændertorvets Øjenklinik