Grå stær

Information

Grå stær eller katarakt er en betegnelse for uklarheder i øjets linse. Grå stær er hyppigst en normal aldersforandring, som med tiden giver gener i form af

  • blænding
  • læsebesvær
  • ændret farveopfattelse
  • nedsat syn
  • hyppigere behov for brilleudskiftning
  • sjældnere dobbeltsyn for et øje

Grå stær er ikke i sig selv en farlig øjensygdom, men da linseforandringene typisk udvikles over en årrække, kan man i nogle tilfælde overraskes over for eksempel ikke at opfylde synskrav til almindeligt førerbevis.

I lette tilfælde kan fx. blændingsgener lindres ved at bruge solbriller. Ligeledes kan nye læse eller afstandsbriller lindre symptomerne. Tiltager generne og bliver synet reelt nedsat, påvirker det livskvaliteten. Her kan operation komme på tale, og de fleste vil derefter opleve en synsfremgang og fornemme at farver bliver mere klare end før.

Behandling

  • Grå stær behandles med en operation. I lokalbedøvelse med dråber fjernes den uklare linse, idet den sønderdeles med ultralyd og fjernes gennem en mindre selvlukkende tunnelindgang på ca. 2,5 mm. Derefter indsættes en kunstig linse af acryl med en styrke, der tilpasses øjet.
  • Efter operationen skal der typisk tilpasses ny læsebrille. Det er dog også muligt nu, at få en speciallinse, som korrigerer for såvel nær som afstand (multifokal linse) eller for en evt. bygningsfejl (torisk linse).

Operation her i klinikken

Klinikken har en aftale med region Sjælland omkring operation for grå stær.

Derfor kan vi tilbyde operation for grå stær indenfor sygesikringen og dermed uden egenbetaling.

Dette gælder kun for patienter med folkeregister adresse i region Sjælland.

Man kan blive henvist af en anden øjenlæge.

Hvis du er henvist fra en anden øjenlæge, kontakter vi dig snarest muligt og aftaler tid til både forundersøgelse og operation.

Ventetiden fra henvisningen fra anden øjenlæge er modtaget til første undersøgelse er aktuelt få uger og operation ligger typisk indenfor en måned herefter.

Læs mere om grå stær

Ulla fik synet tilbage